Spa Glampingtelt

Velkommen i et Spa Glampingtelt

Strømmen er tilkoblet. El- og gasforbrug er inkluderet i dit allerede indbetalte beløb. 

Herunder finder du de vigtigste informationer om dit glampingtelt. Læs dem godt igennem inden du ankommer, eller så snart du er ankommet.

Vigtig information under dit ophold:

Ved check ind har du fået kodet et chipkort eller et af dine egne magnetstribekort, som eksempelvis dit sundhedskort eller betalingskort. Chipkortet fungerer som bomkort ved ind- og udkørsel samt som adgangskort til aktivitetshuset PlayZone, GameZone, Pool & Spa samt fitness, som alle er gratis aktiviteter. Kortet skal blot holdes op foran kortlæseren. Du kan altid få flere kort tilknyttet dit ophold. 

Oplever du fejl, mangler eller andet utilfredsstillende ved ankomst til udlejningsenheden, bedes du henvende dig til receptionen hurtigst muligt, så vi kan rette op på eventuelle fejl og mangler.

Glampingteltet ligger tæt på en af vores store moderne servicebygninger, hvor I har adgang til både toilet og bad samt vaskeri. Toiletter samt baderum er åbne 24 timer i døgnet og kræver ikke adgang med kort. Det er gratis at benytte baderummene, men ønsker du mere plads kan du benytte vores familiebaderum. Det koster 1 klip at benytte familiebaderummene, som indeholder dobbeltbruseniche, håndvaske, hårtørrer samt toilet. Klippekort kan købes i receptionen.

I dit glampingtelt forefindes en gasvarmer. Oplever du at løbe tør for gas, kan en ny flaske afhentes gratis i receptionen. Bemærk: Gasvarmeren må ikke flyttes når den er tændt.

Ved teltet forefindes jeres eget udendørs spa. Vi sørger for rengøring og kemikalier, så du blot skal nyde spa’en. Husk at lægge låget på så snart du er færdig med at bruge den, både af hensyn til energiforbrug, men også for at undgå at kloren forsvinder fra spa’en for hurtigt.

På siden af spa’en er der et panel, hvor du kan justere de forskelllige dyser og lys. Tjek gerne at spa’en har den ønskede temperatur ved ankomst, så vi hurtigst muligt kan løse eventuelle problemer. Spa’en er normalt forvarmet ved ankomst til ca. 38 grader.

Det er normalt at spa’en periodisk starter, da vandet løbende automatisk bliver renset. Det er derfor heller ikke tilladt at slukke for spa’en ved sikringerne/afbryderne.

Parkering er muligt direkte ved glampingteltet. Der må parkeres én bil pr. telt. 

Har du to biler med, eller har du behov for at køre uden for bommens åbningstid, kan der også parkeres gratis på det store parkeringsområde, hvis du henvender dig i receptionen, hvor vi kan indtaste din bils nummerplade. Herefter vil bommen automatisk åbne når du kører ind og ud af parkeringsområdet, uden brug af billet. Det er muligt at få op til 2 biler tilmeldt.

Parkeringspladsen er åben 24 timer i døgnet. 

Får du dagsgæster kan de ligeledes parkere på parkeringsområdet langs vejen, hvor der kan betales efter gældende takster. 

Du kan oplade din elbil når du overnatter på Feddet. Der er placeret ladestandere med type 2 stik foran Spa Lodge hytterne samt på parkeringspladsen foran receptionen. Det koster 4,50 kr. pr. kWh at lade, og du skal blot bruge dit chipkort til at betale med på standeren. Der skal, som en sikkerhed, indsættes 250 kr. på dit chipkort i receptionen, inden du kan lade. Bruger du ikke hele beløbet, refunderer vi naturligvis det, der er tilbage på kortet.

Af sikkerhedshensyn er det IKKE tilladt at bruge egen “mormor-lader”/ 230V lader til elbiler på Feddet Strand Resort.

Du skal selv medbringe sengelinned, viskestykke og håndklæde. Det er dog muligt at leje en linnedpakke bestående af ét lagen, sengetøj samt et håndklæde. Linnedpakken kan lejes ved henvendelse i receptionen. Prisen er 75,- pr. pakke.

Højstol og babyseng kan lejes. Det koster 25,- pr. døgn pr. højstol og 25,- pr. døgn pr. babyseng. Henvend dig i receptionen, så sørger vi for at tingene bliver placeret i din hytte.

Ved teltet findes jeres egen gasgrill. Oplever du at der mangler gas, skal du blot henvende dig til receptionen.

Det er IKKE tilladt at sætte affald på terrassen eller udenfor, da skovens dyr så kommer på besøg om natten, og spreder affaldet ud i området. Når du skal af med dit affald, skal du forbi vores miljøstation, som er placeret tæt på minigolfbanen. Miljøstationen har nr. 12 på pladskortet.

Vær opmærksom på at affaldet skal sorteres i følgende kategorier:

  • Restaffald
  • Madaffald
  • Blød/hård plast og mad- og drikkekartoner
  • Papir og småt pap
  • Metal
  • Glas

Se den fulde sorteringsvejledning her.

Det er ikke tilladt at ryge inde i teltet. Overholdes dette ikke medfører det en bøde på 2000,- DKK.

Der er placeret vaskemaskiner samt tørretumblere i servicebygningerne. Du skal selv medbringe vaske- og skyllemiddel. Det koster 30,- for en vask på 40 grader, samt 40,- for en vask på 60 grader. Tørretumblerne koster 1,- pr. minut.

Maskinerne modtager 1, 2, 5 samt 10-kroner. Der kan veksles i receptionen.

Adgang til vaskeriet sker ved brug af dit adgangskort. Der er åbent 24 timer i døgnet.

Bommene er åbne i tidsrummet 7.00 – 23.00. Hvis I ankommer til Feddet uden for dette tidsrum, henvises der til parkering på strandparkeringen, som er åben 24 timer i døgnet. Hvis der mod forventning er brug for at få bommen op i tidsrummet 23.00 – 7.00 bliver der opkrævet et gebyr på 350 DKK. Dette gælder dog ikke ved akutte situationer.

Åbningstider samt aktiviteter kan ses i vores aktivitetskalender på feddet.dk samt på app.feddet.dk.

Ved akut brug for hjælp udenfor vores åbningstid, kan vi kontaktes på 56725206.

Check ud

Ved afrejse skal inventar og møbler sættes på plads. Teltet skal ryddes op, opvask fjernes, skraldespande tømmes og skraldet afleveres ved miljøstationen. 

På afrejsedagen skal teltet forlades senest kl. 11.00. Det er muligt at benytte faciliteter som GameZone, PlayZone, fitness samt Pool & Spa på afrejsedagen, også efter kl. 11.00, meddel det i receptionen ved check ud. Biler kan gratis parkeres på parkeringspladsen på afrejsedagen.
Du kan også vente med at tjekke ud indtil senest kl. 16.00. Dog kun hvis der ikke er andre der ankommer til enheden samme dag, spørg venligst i informationen. Dette gælder kun uden for skolernes ferie.


Teltet indeholder

Indretning

Opholdsrum med tekøkken
Bord, 6 stole, lille tekøkken, køleskab, bordovn.

Sovekabine 1
2 x enkeltsenge (90x200cm)

Sovekabine 2
2 x enkeltsenge (90x200cm)

Træterrasse
Udendørs spa, havebord, 4 stole, loungesæt med sofa, bord og 2 stole, 2 solvogne, parasol og gasgrill.